HOW I ENVII THAT SWEATER

KAMPEN OM KILOERNE

Jeg er lidt frem og tilbage på, hvordan jeg skal gribe dette indlæg an. Men jeg har længe gerne ville skrive om den rejse jeg har været på det seneste år. Fortælle min historie.

Lad os skrue tiden tilbage

Vi var på vej hjem fra min mormors fødselsdag den 26 december 2018. Det var en lang køretur fra Hjørring til Silkeborg, og som så mange gange før havde jeg ikke været glad for det jeg havde set på i spejlet den dag. Det der bare var anderledes denne gang var, at jeg havde haft det sådan her i næsten 1 år. Et 1 år, hvor jeg heller ikke havde haft overskuddet til rent faktisk at gøre noget ved det. Og som vi sad der i bilen drejede samtalen stille og roligt ind på det. Christian udfordrede mig. Han “påstod” eller sådan havde jeg det på det tidspunkt, at hvis jeg begyndte at løbe bare et par gange om ugen, så ville jeg opleve en forandring relativt hurtigt.

Jeg fnyste lidt ad ham – nok mest fordi jeg HADET at løbe. Det var nok den værste form for træning jeg kunne forestille mig – udover at cykle. 

Men ikke desto mindre endte jeg med at indvillige i en løbetur med ham samme aften. Det var de værste 2,3km i mit liv. Det tog os lidt over 23 minutter at løbe den rute, og jeg var ved at græde flere gange, kaste op og kaste håndklædet i ringen. Alt i mens jeg havde den mest tålmodige og opmuntrende mand ved min side, som blev ved med at påstå at jeg godt kunne.

Det var da vi kom hjem fra den løbetur, at der skete noget inde i mig. Jeg ville noget andet. Jeg ville ikke bruge hele mit liv med at være utilfreds, ked af det og fyldt med mindreværd. Det gik op for mig i samme sekund, at den her rejse ikke blot blev en kamp mod kiloerne, men også mod mit eget selvbillede. Det var helt forskruet, og helt kørt i sænk, og jeg havde ignoreret det i for mange år.

Derfor tog jeg også en beslutning om, at lade vægt være vægt, og ikke bruge tid på at følge med på, hvad vægten sagde der skete. Nej det her handlede om min livsstil, og at det var der nøglen var for at få bugt med det jeg så, når jeg kiggede i spejlet. De første halve år var træningen den største kamp. Jeg havde mange undskyldninger jeg kunne finde på, men i bund og grund handlede det for mig om, at jeg oplevede det som et nederlag, at jeg var så dårlig til det. Jeg synes det var pinligt.

Men jeg formåede at blive ved – tiltrods for al erfaring før havde vist, at det var i det øjeblik jeg kastede håndklædet i ringen, og gav fortabt.
Men jeg vidste, at jeg ikke ville tilbage til udgangspunktet – det gjorde for ondt, så der var ingen anden vej end at blive ved. Jeg håbede inderst inde på, at der ville gå nogle måneder og vupti så havde jeg det bedre med mig selv og tabt mig “nok”. Det gjorde der bare ikke.  MEN på det halve år var jeg nået langt. Så langt, at jeg rent faktisk ikke kunne passe 50% af det der var i min garderobe. Jeg måtte også indrømme, at jeg var blevet mere glad, havde mere energi og havde flere dage, hvor jeg så ind i spejlet og kunne smile tilbage til mig selv.

I sommers endte jeg med at løbe mere og mere – pludselig blev jeg bidt af den frihed jeg oplevede, når jeg var ude og løbe. Der var kun min vejrtrækning at forholde sig til, og det gav en pause i en travl hverdag. Jeg begyndte faktisk at nyde det!
I August måned var jeg gået fra, at en standard tur var omkring 2,5km til pludseligt at hedde 5km. Det havde jeg ved den sødeste grød ALDRIG regnet med. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at løbe 5km …. i streg… UDEN pauser. Det var en kæmpe sejr.

For mig handler den her rejse – for tro mig den er stadig i gang – at jeg rent faktisk kan være stolt af mig selv, og af min krop. For den er godt nok sej. Min krop kan så meget mere end jeg gav den credit for.

Og alt det her er endda sket uden at jeg har skulle “lide” på en bestemt diæt for opnå et vægttab. Jeg spiser stadig slik, kage og McD en gang i mellem. Det er bare ikke lige så meget som før.

Og hvad så nu

Over 1 år efter kan jeg endelig sige, at træning er blevet en del af min rutine og hverdag. Jeg elsker det rent faktisk. Men jeg er ikke færdig med min rejse ende. Der er stadig resultater jeg drømmer om at opnå. Og nu ved jeg, at det nok skal ske – en elle anden dag. For hvad er der ikke lige sket på 1 år?! 😀

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HOW I ENVII THAT SWEATER