UGENS GENBRUGSFUND

ENSOMHED, STRESS SYMPTOMER OG CORONA

Det er efterhånden nogle måneder siden jeg sidst åbnede et faneblad, og skrev her på elinetychsen.dk.

Jeg har ikke haft meget på hjertet, og det hører sig egentlig til, når man har en blog. At man har noget at sige. Men fra starten vidste jeg, at jeg ikke ville opdatere min blog medmindre jeg havde noget på hjertet. Og det har jeg bare ikke haft.

Men nu, hvor jeg sad her ved tasteturet igen strømmede der et lille savn ind, og jeg tog mig selv i at slå op lige her, og begynde og skrive. For de sidste måneder har været fyldt med så mange ting, at jeg ikke helt kan forstå, at det hele er hændt på 3 måneder. Selvom det er svært at skrive det hele ned, og rent faktisk forklarer alt det der har fyldt på det sidste, så havde jeg lyst til at give det et forsøg.

Corona har lammet landet, og det føltes som at være med i en dårlig Hollywood film, da vi onsdag den 11 marts vidnede Mette Frederiksen lukke landet ned. Der er få begivenheder jeg husker så tydeligt. Men den dag skriver sig ind på lystavlen sammen med 10.09.2001. Aldrig kommer jeg til at glemme, hvor jeg sad, og hvad jeg havde lavet den dag.

Foruden at skulle få en ny hverdag med 2 børn hjemme til at fungere sammen med et arbejdsliv skete der en masse ting, som væltede oveni Corona. En privat begivenhed, som jeg desværre her ikke kan uddybe, men som efterlod et dybt hul af ensomhed. Vi stod i en situation, som meget få kan relatere til, og jeg brugte uendelig mængder af aftner på at græde. En oplevelse som ramte hele følelseskalaen.

Corona umuliggjorde det at mødes med folk, og det eneste jeg nok havde brug for var en kæmpe krammer, og en der bare kunne være der og lytte. Bare være der, hvor jeg havde aller mest brug for det.

Samtidig med alt dette skabte corona (og gør til stadighed) en konstant omvæltning i mit arbejdsliv. Og hvis der er noget der kan frustrer mig er det følelsen af at komme til kort. At jeg ikke gør det godt nok, at der er noget jeg kunne gøre bedre, og jeg også bør.

At være lærer under Corona er ikke en dans på roser. Det er enormt pres, og jeg oplevede, at der lå et kæmpe ansvar i mine hænder hver evig eneste dag, og jeg ikke kunne leve op til det ansvar.

Alt dette var medvirkende til, at jeg i sidste uge var sygemeldt med stresssymptomer. Heldigvis ligger jeg ikke helt ned, men symptomerne var for alvorlige til ikke at blive taget seriøst.

At have stress er ikke at spøge med. Det er ikke noget man “bare lige kommer over”. Det ved jeg for alvor nu. Jeg kan pludselig blive stresset og presset over de mindste situationer, og komme til at græde over ingenting. Nogle dage føler jeg mig på toppen, og som mig selv. Og andre dage er jeg helt nede i kulkælderen, og jeg kan ikke overskue særlig meget.

Det er nok jordens værste følelse. Jeg savner at være mig selv 100% af tiden. Jeg savner, at verden var som den en gang var. Jeg savner at få et kæmpe kram. Jeg savner at så uendelig mange ting.

Jeg minder mig dagligt om, at der kommer lysere tider, og at stressen ikke bestemmer over mig, og heller ikke definere mig. Men nogle dage er det svære at overbevise mig selv end andre. Men det gør det heldigvis ikke mindre sandt. Der er håb – selv i vores verden i dag med Corona. Der er håb!!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

UGENS GENBRUGSFUND