Kvinder og kirke - Part 1

Kvinder og Kirke – part 2

Inden jeg går i gang med at skrive dette indlæg, så vil jeg gerne lige sige at jeg ikke skriver dette for at være fordømmende eller at sige, at det er vigtigt at være i fronten når vi taler om kirkelige sammenhænge.
Jeg taler ikke for, at det er vigtigt at man skal ses, og at det ikke er okay at have en anden rolle at udfylde i kirken end den på scenen. Tværtimod! Jeg ved, at det som jeg drømmer om ikke er det alle kvinder ønsker. Men det betyder ikke, at det ikke er et vigtigt emne at tale om 🙂 Og det er egentlig blot mit mål med den lille “serie”. Når det er sagt, så vidste jeg godt at dette ville skabe debat, og jeg er også glad for at høre jeres input mm.

Jeg lyttede for nogle måneder tilbage til en podcast, som Christian (min mand) anbefalede mig at lytte til. Den hedder Conviction Podcast, som er hostet af Henrik Holmegaard. Titlen var “Kvinder, Køn og kirke” og særligt episode #2 satte ord på nogle af ting jeg selv havde gået rundt og tænkt over de sidste par år. I podcast’en har de inviteret Anne Walsøe, som er præst i Århus Vinyard, som sammen med sin mand Simon har plantet kirken. Anne arbejder fuldtid som præst på ligefod med sin mand.

Mangler vi kvindelige forbilleder/rollemodeller?

I podcasten kommer de netop ind på dette emne omkring kvindelig forbilleder, når det kommer til at se kvinder i ledelse i kirken generelt. Der bliver også delt, at det ikke er fordi der ikke er kvinder i ledelse, men de er måske ikke lige så synlige, og der er også et tydeligt skel, som sker på et tidspunkt i livet. Anne deler en masse spændende tanker og oplevelser, og jeg kan kun anbefale jer at gå ind og lytte til den.

Som ung oplevede jeg selv, at det var nemt at tjene med i kirken. Min lyst og passion for kirke drev mig til at involvere mig mere og mere. Det er ikke fordi det ikke er til at “få lov” til at engagere sig i kirke, men at der på et tidspunkt i mit liv opstod et møde med et valg. Det valg er så svært for mig at forklare, men jeg vil forsøge alligevel.

Tilbage i marts 2014 føder jeg vores ældste søn Mikas, og netop ved det at blive mor opstod der helt nye spilleregler. Der var en ny lille skabning i vores liv, og det betød også at det ikke længere bare var muligt at deltage i alle mulige ting, som førhen i kirken. Dette ledte også til, at jeg i flere og flere sammenhænge træk stikket, og endte med at være derhjemme med Mikas.

Mine drømme for og om kirken var ikke blevet mindre, men konstellationen var der ikke rigtig til der, hvor jeg nu en gang var i livet. Jeg var mor, og jeg oplevede nok egentlig mest, at det var nu det jeg var.
Jeg så på Christian, og hvordan han kunne fortsætte i samme stil som før, selvfølgelig også med sine begrænsninger, men dog ikke i samme grad som jeg oplevede dem. Der var en standard jeg oplevede jeg skulle leve op til – en mor der havde alt forberedt, bagte boller, kage, lavede min egen grød til min søn, var den opmuntrende og støttende kone til Christian i de ting han gjorde både som ungdomsleder i kirken og på sit studie og være den perfekte mor med overskud og tålmodighed til min søn.

Det er ikke så svært for mig at indrømme, at jeg hurtigt fandt ud af at jeg på ingen måder duede i denne rolle. Jeg trivedes ikke, og jeg blev frustreret over at jeg ikke kunne dele de samme tanker om, hvor skøn moderrollen var med nogle af de andre fra vores omgangskreds, som også fik børn. Jeg havde en følelse af at mislykkedes, og en dårlig samvittighed over ikke at befinde mig godt i “min nye rolle”.

Det jeg i virkeligheden længdes efter var at kunne fortsætte med at være involveret i kirken på samme niveau som Christian. Men jeg anede ikke, hvordan jeg kunne det. Det er noget som vi har talt om utrolig meget om herhjemme, og jeg har aldrig kunne forstå hvorfor jeg skulle opleve det var så svært, når det ikke var det for Christian. Hvad var det der gjorde, at det føltes så umuligt for mig?

Jeg havde ikke nogen jeg kunne se hen til, som havde taget det valg, som jeg egentlig gik og drømte om at tage. Som kunne give part i, hvordan de havde gjort det, hvad der havde været hårdt, godt osv.

De kvinder jeg talte med omkring kirke havde alle, da de var unge med små børn gået derhjemme, og først senere hen i deres voksen liv involveret sig i kirken igen. Det blev talt om, som det offer vi gør for vores familie og mænd. Men ærligt, jeg kan ikke forlige mig med den tanke.

Der er en forestilling/illusion omkring det at være kvinde og blive mor i kirkelige kredse – ganske ubevidst.
For nogen elsker virkelig moderrollen, og oplever det som det de er ment til, men for os der måske ikke oplever det på lige fod har ikke rigtig noget vi kan spejle os i. For hvad gør vi så, hvis vi ikke er “tilfredse” med at være derhjemme, når manden tager til møder, konferencer eller bliver inviteret til at prædike/undervise rundt om i landet.

Jeg oplever det er vigtigt, at vi ser og hører fra flere kvinder. Både i vores lokale kirke og på et nationalt plan. Og her taler jeg ikke om, at der arrangeres et “kvindemøde”, hvor der gives plads til at kvinderne kan tale om disse ting. For det vi kender som “almindelige” møder, hvor det primært er mænd på kalder vi heller ikke for “mandemøder” til trods for at det er her vi oftest ser mænd “være på”. Men at vi tør lytte til også på konferencer, gudstjenesterne, interviews mm. til de kvindelig ledere der er, og lade dem være et talerør på ligefod.

Og så oplever jeg, at det er vigtigt at vi tør at invitere flere kvinder i tjenestefællesskabet. Det er ikke så svært for mig at forstå, at det ikke altid er nemt at spotte de kommende kvindelig ledere for de er sjældent at opdage i det fællesskab, som naturligt er opstået blandt mænd. Og her er det samtidig vigtigt, at mænd ikke længere er bange for at være i et rum med kvinde, som ikke er hans kone i frygt for, hvad der kan opstå af misforståelser og fortolkninger af ord eller intentioner.
Der bliver nød til at blive genskabt en tillid til, at langt fra alle kvinder ville misforså de intentioner der er. Det er måske svært at sige i #metoo, men ikke desto mindre handler det om tillid, og jeg har lyst til at stille spørgsmåltegn ved, at det er blevet et princip for mange mandlige ledere ikke at befinde sig alene i et rum med en der ikke er deres kone eller datter. Det billede jeg oplever det giver af en kvinde er meget misforstået, og i hvert fald ikke det jeg ser mig selv som. Jeg er ikke en “fristerinde” alene bare fordi jeg er en kvinde. Jeg er menneske med en brænd og en passion, og den deler jeg glædeligt. Der ikke andet på spil.

Jeg oplever, at netop dette er et utrolig vigtigt emne at debattere. Og det vil jeg forsøge at uddybe næste gang.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvinder og kirke - Part 1